Stemningsbillede fra Building Green

Byggeriets stjerner kommer til byen

En sand perlerække af visionære stjernearkitekter gæster den bæredygtige event, Building Green i Forum til november. Hvert år mødes byggebranchen til den bæredygtige byggeevent for at debattere, netværke og inspireres sammen med pionerer og stærke kapaciteter inden for bæredygtighed.

Af: Michael Winther

Arkitekt Wolfgang Frey

Barren er sat højt på den bæredygtige event Building Green, når det går løs i november i Forum i København. Høj faglighed, prominente stjernearkitekter og toneangivende kapaciteter af international klasse pryder årets tætpakkede program.

Building Green trækker efterhånden fulde huse, og det er her, standarden sættes for, hvad byggebranchen taler om, når den taler om bæredygtighed. År efter år flokkes arkitekter, entreprenører, leverandører, danske ministre og andre interessenter om eventen for at diskutere, debattere og netværke om innovative løsninger og de nyeste grønne landvindinger i branchen.

En event, der sætter dagsorden

At Building Green har bidt sig fast som en dagsordensættende event for branchen, mærkes tydeligt hos arrangørerne bag eventen, som nu løber af stablen for syvende år i træk.

- Vi udvikler hele tiden eventen, og vi har fokus på at tiltrække markante profiler, der har noget på hjerte. Vi kan mærke bred opbakning og stor velvilje til at deltage på Building Green og som deltager kan man møde nogle af de mest progressive og nytænkende aktører på området, siger Sarah Elhauge, der er projektleder på Building Green.

Faktisk er der så meget interesse om temaet og eventen, at man i år valgte at supplere med en ekstra Building Green-event i Århus i foråret, så der nu er to events om året. Også den var en stor succes og trak fulde huse.

- At vi kan blive ved med at tiltrække så gode navne, som vi har på programmet i denne omgang, vidner om den status, Building Green har i branchen. Når vi kan tiltrække internationale kapaciteter som arkitekterne Thomas Rau og Wolfgang Frey, bliver tonen slået flot an. Der er ingen tvivl om, at Building Green er med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning, siger Sarah Elhauge.

Samarbejde mellem byggeriets parter

At eventen er et trækplaster er måske heller ikke så mærkeligt: Byggeriet sætter markante aftryk på Co2-regnskabet, og der er udbredt bevidsthed om det store ansvar, der skal løftes inden for branchen. Derfor er bæredygtighed som tema værd at samles om, når man har berøringsflade mod byggebranchen. Det kan en af de hjemlige stjernearkitekter, Kasper Guldager, skrive under på:

- Building Green er en vigtig event for branchen, fordi det er et forum, hvor vi kan netværke med hinanden og sætte fokus på bæredygtigt byggeri. Og det er helt afgørende, for vi kan kun løse branchens udfordringer, når vi samarbejder på tværs i hele værdikæden, lyder det fra Kasper Guldager, som er arkitekt og partner i 3XN og direktør i tegnestuens innovationsselskab GXN.

Stemningsbillede fra Building Green

En visionær rockstjernearkitekt

Når Sarah Elhauge fra Building Green fremhæver Thomas Rau, er det da heller ikke helt uden grund. Thomas Rau fra hollandske RAU Arkitekter har nærmest rockstjernestatus for arkitekter verden over, og han gæster Building Green som keynote speaker.

Fra eventens hovedscene vil han inspirere med sine visioner for fremtidens arkitektur. Han har igennem de seneste 20 år været en central stemme i bæredygtighedsdebatten på den internationale scene, og han bliver ved med at sætte en høj standard for bæredygtig arkitektur og cirkulær økonomi.

Vi har kun én planet

Thomas Rau fra RAU Arkitekter

Thomas Rau har vundet priser for sit arbejde med at fremme bæredygtig arkitektur og er en af frontløberne inden for cirkulært byggeri, siden han i 1990’erne begyndte at skabe energivenlige bygninger med sundt indeklima.

For Thomas Rau er det vigtigt at indtage fremtidens perspektiv på de valg, vi træffer her og nu. For vi har kun denne ene planet, hvor vi blot er gæster på gennemrejse, som han siger. Derfor er der en naturlig grænse for, hvor mange ressourcer og byggematerialer, vi kan blive ved med at opdrive på denne, vores eneste, planet.

Ressourcemangel er således et gennemgående tema, når Thomas Rau træder op på scenen. Han har grundlagt virksomheden Turntoo, som er sat i verden for at udvikle forretningsmodeller, der gør genanvendelse af materialer muligt og cirkulært byggeri realiserbart. Det er også her, et af de første cirkulære byggerier blev født.

Rådhuset i den hollandske by Brummen blev således opført, så alt det anvendte materiale i bygningen i princippet kan nedbrydes igen om 20 år og genanvendes til fulde – det var et prisbelønnet projekt, der vakte stor opmærksomhed i 2013.

- Det er noget af et scoop at få profiler på som Thomas Rau, der sammen med fx Wolfgang Frey er nogle af de arkitekter, der har været med til at grundlægge hele det fundament af bæredygtighedstanker i byggeriet, som vi står på skuldrene af i dag, siger Sarah Elhauge.

Pioner for bæredygtighedsbevægelsen

Den tyske arkitekt Wolfgang Frey er pioner inden for bæredygtighedsbevægelsen og træder op på hovedscenen på Building Green for at fortælle om det revolutionerende byggeri Smart Green Tower, der vil forsyne en hel bydel med grøn energi.

Bæredygtighed er en livsfilosofi for den tyske arkitekt Wolfgang Frey. Det ses ikke bare i hans arbejde som arkitekt, men i alt, han foretager sig. For at kompensere for sit eget aftryk på kloden har han for eksempel igangsat et enormt genbeplantningsprojekt i Taiyuan i Kina, hvor han i dag har plantet mere en 6.000 træer.

Siden 1991 har han stået i spidsen for Frey Architekten, der har hovedsæde i den tyske øko-by Freiburg og bæredygtighed som absolut kerneværdi. I juni begyndte konstruktionen af tegnestuens nyeste projekt Smart Green Tower i Freiburg. Et spektakulært bygningsværk, der lagrer energi i lithium-ion batterier og kan understøtte energibehovet i en hel bydel.

Bygning, der fungerer som en elbil

- Smart Green Tower er inspireret af teknologien bag elbiler og demonstrerer en ny måde at producere og lagre energi på. Bygningen kører på batterier og henter alt sin energi fra solcellepaneler integreret på tag, facade og balkoner. Den er forbundet med elnettet og sender dermed energi ud til omkringliggende bygninger, forklarer Wolfgang Frey, og tilføjer, at vi står over for store udfordringer med energiforsyningen til byerne i fremtiden, hvor Smart Green Tower kan være en del af løsningerne.

Intelligent brug af ressourcer

Smart Green Tower er udviklet af Frey Architekten i samarbejde med Siemens og Fraunhofer Instituttet for Solenergisystemer (ISE). Den 16 etagers høje bygning henter sin energi gennem fotovoltaiske paneler, der gør det muligt at høste solens energi selv under svage lysforhold. En lang række innovative teknologiske løsninger gør det muligt for bygningen at generere 200.000 kWh strøm om året.

- Smart Green Tower er resultatet af et tværfagligt samarbejde og en holistisk tilgang til bæredygtighed. For mig handler bæredygtighed ikke blot om at installere solpaneler på bygninger. Det omfatter også en intelligent brug af ressourcer og moderne teknologi samt at øge bevidstheden hos befolkningen. Ud over arkitektur og teknologisk design fokuserer jeg også på de økonomiske og sociale aspekter af byggeriet, fortæller Wolfgang Frey.

At samarbejde på tværs af faggrupper

Wolfgang Frey ser kun arkitektur som en lille del af hele den bæredygtige proces. Hvis et projekt skal være vellykket og bæredygtigt på alle områder, mener han, at arkitekter må samarbejde med økonomer, historikere, advokater, sociologer, forskere samt alle, der er involveret i planlægningen og realisering af projektet – ikke mindst de mennesker, der skal bo i bygningen.

- Fremtiden for bæredygtig arkitektur og byudvikling handler om samarbejde. Forskellige videnskabelige områder skal arbejde sammen om at finde løsninger og allervigtigst: forstå hinanden. Hvis vi skal udvikle nye og varige løsninger er det alfa og omega, at vi forstår hinanden på tværs af faggrupper, siger Wolfgang Frey og tilføjer:

- Events som Building Green giver mulighed for at diskutere alle emner inden for bæredygtighed. Det er en platform, hvor vi kan udvide vores netværk og skabe nye samarbejdsmuligheder.

Stjernedrys og cirkulært byggeri

Udover de store internationale navne, kaster en række markante danske profiler også noget stjernedrys af sig, når de lægger vejen forbi den eksklusive event. En fremtrædende arkitekt som Kasper Guldager fra 3XN og GXN, der også er en af hovedtalerne, har fokus på ”Fremtidens Cirkulære Byggeri”. Han deltager også i debat med arkitekt Anders Lendager og miljøminister Esben Lunde Larsen om upcycling og genbrug af byggematerialer.

Fra eventens hovedscene kan man også opleve taler og debatoplæg fra klimaminister Lars Christian Lilholt, stadsarkitekt Tina Saabye og Mette Tony fra Praksis Arkitekter.

Dertil byder programmet på et væld af workshops, aktiviteter, seminarer og arrangementer, som for eksempel gør deltagere klogere på alt fra bæredygtige finansieringsmodeller over cradle-to-cradle-certificeringer til dokumentation af byggematerialer.

Om Building Green

Building Green afvikles i Forum den 1. og 2. november 2017.

Deltagere kan tilmelde sig eventen gratis og dermed springe køen over på selve dagen. Registrer og tilmeld dig på www.buildinggreen.eu/cph

Det bæredygtige element

Personer og Building Greens udstillende virksomheder kan indstilles til prisen ”Det Bæredygtige Element,” som overrækkes på eventen til en person og en virksomhed, som har bidraget til at bringe den bæredygtige udvikling væsentligt videre i løbet af det forgangne år.

Se mere om, hvordan man indstiller og kriterier for indstilling på: buildinggreen.eu/cph